Samfundet er fyldt med skønhedsidealer og forskellige former for pres i forhold til, hvordan vi skal se ud. Det er hårdt for os voksne at modstå, men det er helt umuligt for børn, hvis de ikke får god vejledning hjemmefra. Når de tidlige teenageår banker på døren, er det bare super vigtigt, at dine børn allerede har lært, hvordan man hviler i sig selv og modstår urimelige forventninger til, hvordan man skal se ud, opføre sig og klæde sig. Men hvordan griber man det så lige an? Læs med.
Som udgangspunkt er det rigtig fornuftigt at lære dine børn, at motion skal være både sjovt og overkommeligt. Der er ingen, som orker at tage i fitness hver dag, og det er heller ikke altid, man lige kan få at gennemføre en 8 kilometers løbetur. Det er helt i orden, og det skal dine børn være klar over.
Vis dem, at motion sagtens kan være hyggeligt, og at det kan gøres på mange måder. For eksempel er det nok at gå en lang tur i skoven eller at støvsuge huset. Det kan også være, de har lyst til at danse til deres yndlingsmusik, og det kan jo også sagtens få pulsen op. Det handler simpelthen om, at det skal være en naturlig del af hverdagen.
Et forslag, til hvordan I kan integrere motionen i jeres dagligdag, er ved at indrette en hjørne derhjemme, hvor I kan bevæge jer sammen. Det er selvfølgelig ikke sådan, at I alle skal stå med kettle bells og pumpe derudad, men du kan jo sagtens gøre det, imens børnene eventuelt hygger med et vippebræt eller andet sjovt udstyr. Det handler simpelthen om at være kreativ og finde nye måder at få motion på. Og så skal I huske, at det også er i orden at springe det over engang imellem.
Okay, vi ved selvfølgelig alle sammen godt, at vi ikke kan bestemme, hvem vores børn bliver fans af. Vi kan jo ikke forbyde dem at blive kæmpefans af den der YouTuber, som ikke laver andet end at lægge makeup og promovere urealistiske skønhedsidealer, men vi kan i hvert fald give dem noget at stå imod med.
Når dine børn er små, er det en rigtig god ide at læse bøger for dem, som kan give dem forbilleder med noget på hjertet. Det skal ikke handle så meget om, hvordan henholdsvis piger og drenge skal se ud og opføre sig, men hellere at det er vigtigt at være en god ven, at vise empati og at stå fast ved, hvem man er. Det er altid en god ide at søge inspiration i klassisk børnelitteratur med noget på hjertet, og ofte vil det ligeledes give jer rigtigt meget at snakke om.
Efter dine børn er blevet lidt ældre, er det vigtigt at tale med dem om, hvorfor andre gør de ting, som de gør. Er det, fordi de gerne vil have andre til at kunne lide dem? Fordi de ikke tør andet? Der findes altid masser af forskellige kendte personer, I kan tage fat i, så hjælp dine børn med at forstå, hvorfor nogle er bedre forbilleder end andre.