Døjer dine børn med evig hovedpine eller symptomer, der kan ligne både høfeber og astma? Det kan være, at de små er begyndt at hoste mere, eller måske er det den evigt tilstoppede næse og kløe i øjnene, der har givet anledning til din undren. Har du overvejet om det kan være et udbrud af skimmelsvamp i jeres hjem?
Skimmelsvamp er mere almindeligt i de danske hjem, end de fleste af os nok går og tror. Det kan også være svært at få øje på. Ofte sker udbruddene på gemte overflader; på bagsiden af klinker og tapet, under gulvet eller på indersiden af fugtige genstande. Derfor opdager mange først skimmelsvampen, når symptomerne melder sig – men det gør det ikke meget nemmere at spotte. Der er nemlig to udfordringer ved symptomer på skimmelallergi:
Den første er, at man kan reagere på mange forskellige måder. Nogle føler det ene ubehag og nogle noget helt andet. Derfor kan det også være svært at se et mønster bare inden for husstanden.
Den anden udfordring er, at symptomerne samtidig ligner alt muligt andet. Netop som ovenfor sammenlignes de hele tiden med høfeber, astma og simpel allergi over for husstøvmider – nogle gange forveksles de endda. Den slående forskel er dog, at symptomerne som regel kun kommer frem, når du er i nærheden af skimmelsvampen.
Vi kender billederne af skimmel-inficerede badeværelser, gulvbrædder og den slags. Men har du nogensinde overvejet andre kilder til skimmelsvamp – nogle som er meget tættere på os i hverdagen? Her kan blandt andet børnenes legetøj være noget af en skurk.
Teknologisk Institut har tidligere påvist, at badedyr til børn kan danne grobund for skimmelsvamp. Du kender dem sikkert. Det er de små farverige dyr, som gennem et lille hul kan suge vand ind og sprøjte det ud igen.
Det er en hyggelig leg i badekarret. Men på indersiden af de farverige plastikfigurer eksisterer en anden verden. Her får skimmelsvampen de perfekte betingelser for vækst. Her er varmt og fugtigt – samt en uforstyrret overflade.
Problemet opstår nu, når skimmelsvampen er kommet til. For barnet bruger stadig badedyret. Nu er forskellen blot, at vandet, der suges ind, kommer i kontakt med svampen, inden det sprøjtes ud i munden eller badekarret. Det betyder, at mange forældre potentielt og helt uvidende bader deres børn i skimmelsvamp.
Man kan mene, at disse typer af legetøj ikke burde kunne sælges på det danske marked. Men på nuværende tidspunkt er der ingen regler, som modsætter sig dette. Så længe plastiklegetøjet ikke indeholder de ellers udelukkede og skadelige stoffer, har de fri passage til badekarrene hos småbørnsfamilierne.
Heldigvis kan vi kommet langt med opmærksomhed og en opfordring om at tage sine forholdsregler – og det gælder jo alle de produkter, vi sætter vores børn i forbindelse med. Det handler om at tænke situationen til ende. Hvis et stykke legetøj kan blive vådt indeni og ikke kan tørres af, hører det nok ikke til i badekarret. Andre syndere iblandt børnelegetøjet kan være vandpistoler, svømmevinger og badebolde.
Tøm legetøjet for vand efter brug. Det gælder for alle de redskaber, du kan komme i tanke om. Så længe de kan blive fugtige på indersiden, er der potentiel grobund for skimmel. Dernæst bør legetøjet opbevares tørt og varm. Det mindsker risikoen for, at fugt udvikler sig til svamp og råd.
Hvis du vurderer, at de første to trin ikke er mulige, er rådet herfra at skille sig af med legesagerne. Med de mulige symptomer taget i betragtning er det bare ikke det værd med fugtigt legetøj.
Det er afslutningsvis vigtigt at huske, at små mængder af skimmelsvamp ikke er farligt for ellers sunde og raske mennesker. I disse tilfælde vil man højest opleve hovedpine og træthed.